Du er her: 

Klokkerne

Det første man møder er på en måde de tre klokker. De kalder til samling, hvad enten det er til søndagens gudstjeneste, til begravelse eller til vielse. Nærum sogn er stolt af sine klokker. For det første er der tale om tre gedigne malmklokker støbt i Holland, og for det andet bærer de alle tre en indskrift forfattet af Helsingør stifts tidligere biskop Johannes Johansen. Musikpædagog Lise Stephensen har skrevet melodi til versene, som af og til synges i kirken:

 

Jeg ringer lys af mørke,
når himlen bliver rød,
som første julemorgen,
da ordet blev til kød.

Jeg ringer liv af døde
for både sjæl og krop,
som første påskemorgen,
da ordet selv stod op.

Jeg ringer fryd af frygten,
det sker, som ordet vil,
som første pinsemorgen,
da menighed blev til.