Sognegård og kontorfløj

Syd for kirkebygningen ligger den trelængede sognegård omkring "store klostergård". Den er bygget i årene 1975-77 og tegnet af arkitekt ERLING JESSEN. Sognegården rummer mødelokaler til konfirmandundervisning og sognets mange aktiviteter, et veludstyret køkken og mindre kontorer for menighedsråd og kirketjener.

I sognegården har billedkunstneren JENS BOHR udført et antal billeder med motiver både fra den bibelske verden og naturen. Billederne er anskaffet for en del af de penge, der gennem årene er indkommet ved de årlige adventsmarkeder.

Nord for kirkebygningen ligger endnu en trelænget fløj omkring "lille klostergård". Den rummer venterum, kirkekontor, to præstekontorer og et kapel.